Coronavirus COVID-19

I forbindelse med coronaepidemien tilbyder vi at gennemføre alle individuelle coachingsamtaler, rådgivningssamtaler og andre møder over telefon, på Skype, eller gennem andre sikre elektroniske løsninger.
Gruppemøder, konsultation eller andre gruppeaktiviteter gennemføres så vidt det er muligt også gennem Skype eller ved telefonmøder.

For at aftale nærmere kontakt HR7 på telefon: 31759795 eller på mail al@hr7.dk

Thomas Rosenberg, chefkonsulent, cand.psych.

Antiskrøbelighed i en uforudsigelig verden Kontrol er problemet – ikke løsningen

“Wind extinguishes a candle and energizes fire. Likewise with randomness, uncertainty, chaos: you want to use them, not to hide from them” (Nassim Nicholas Taleb, “Anti-fragile – Things that Gain from Disorder”)

Kan du huske de gamle cowboyfilm med John Wayne, hvor the bad guy falder ned i et hul med kviksand? Han går (selvfølgelig) i panik, og jo mere han kæmper, desto hurtigere suger det ham ned. Det han ikke har indset er, at det værste, du overhovedet kan gøre i kviksand, er at kæmpe for at komme fri. Hvis man skal overleve i kviksand, skal man lægge sig tilbage, sprede arme og ben og flyde på overfladen. Det er ekstremt vanskeligt, for hvert eneste instinkt i din krop skriger til dig, at du skal kæmpe. Men hvis du gør det, der virker naturligt og instinktivt rigtigt, vil du ende med at drukne.

Og læg mærke til, at det psykologisk er vanskeligt at lægge sig tilbage og flyde. Det er ikke en naturlig ting at gøre. Det strider mod din sunde fornuft – det du tidligere har lært. Men det kræver langt mindre fysisk indsats end at kæmpe, og ved at slippe kontrollen øger du din chance for at overleve markant.

Min point er, at vi ofte (og også oftere end vi nok bryder os om at erkende) befinder os i ”kviksand-situationer”. Situationer kendetegnet ved en høj grad af omskiftelighed, flertydighed, uvished og uforudsigelighed, hvor klassiske tilgange som analyse, langsigtet planlægning og best practice ikke slår til.

Og vores naturlige tilgang til dem er alt for ofte at øge kontrollen – stramme grebet yderligere – kæmpe imod endnu mere indædt. For eksempel ved at udarbejde flere detaljerede planer, iværksætte mere præcise analyser eller hyre dygtigere specialister, der kan regne den ud for os. For hvad skal vi ellers gøre? Det er jo sund fornuft – og det vi har lært for at kunne overleve indtil nu.

Men måske har disse kviksandsituationer deres helt egen logik, hvor det at ”lægge sig tilbage” og slippe kontrollen (på intelligente måder) ikke blot kan øge vores overlevelseschancer, men også være med til at udvikle vores – personlige og organisatoriske – ”antiskrøbelighed” (Nassim Nicholas Taleb).

Antiskrøbelighed i en nøddeskal: om at slippe kontrollen på intelligente måder

Forestil dig, at du skal sende en pakke med de fineste champagneglas (i böhmisk krystal naturligvis) til din kusine i New York. Da glassene let kan gå i stykker under transport vil man typisk skrive ”fragile”, ”breakable” eller ”handle with care” med store fede røde typer på siden af pakken.

Ovenstående eksempel får den libanesisk-amerikanske skribent og forsker Nassim Nicholas Taleb til at stille følgende kritiske spørgsmål: hvad er det eksakt modsatte af ”fragile” (skrøbelig)? Det viser sig at stort set alle han spørger svarer ”robust” eller ”resilient”. Men Talebs pointe er, at det robuste – eller resiliente – hverken går i stykker eller bliver bedre, og derfor behøver man ikke at skrive noget på sådan en pakke. Har du for eksempel nogen sinde set en pakke med ordet ”robust” stemplet med fed grøn skrift på siden?

Derimod er det præcis modsatte af en skrøbelig pakke, en pakke, hvorpå man har skrevet ”please mishandle” eller ”please handle carelessly”. Pointen er, at dens indhold ikke bare er brudsikkert, men faktisk vil drage fordel af – og blive bedre af – chok, rystelser, traumer, stress og tumult (altså blive trampet på, kastet hårdt ned i jorden, tabt osv). Taleb benævner dette ”antiskrøbelighed” (”antifragility”).

Vi står derfor med en ”skrøbelighedsskala”, hvor det robuste/resiliente repræsenterer midten af skalaen, og de to yderpoler udgøres af henholdsvis det skrøbelige og det antiskrøbelige. Den robuste/resiliente handling evner at modstå skade – men indebærer en stædig fastholdelse af at komme tilbage til det, den var, frem for noget andet; altså, der finder ingen tilpasning sted. Lidt lige som vores bad guy, der falder i et hul med kviksand og febrilsk forsøger at opnå kontrol ved at kæmpe sig op. Det har jo virket hidtil i andre sammenhænge af hans liv, men nu har det pludselig den modsatte effekt: desto mere han kæmper og forsøger at få kontrol desto mindre er hans chancer for at overleve.

I modsætning til dette formår den antiskrøbelige handling at gøre skade produktiv. Den formår at indoptage det, der truer, og tilpasse sig (opfindsomt) til en ny virkelighed: at lægge sig tilbage og slippe kontrollen.

Hvordan slipper jeg så lige den kontrol?

Så hvad indebærer det mere præcist at udvikle antiskrøbelighed i en uforudsigelig verden – at slippe kontrollen på intelligente måder?

Kogt ned kan man sige, at det handler om at udvikle kvalificerede håndværksmæssige greb til i praksis at arbejde med følgende guidende bevidstheder:

  • STOP med at beskrive den ideelle fremtid: Udvikling begynder dér, hvor vi er – ikke dér, hvor vi gerne vil være. Derfor drop fem- og tiårsplanerne og fokuser på her og nu i stedet
  • Undlad at arbejde med specifikke mål – arbejd med ønskede retninger som drivkraft i stedet
  • I en dynamisk og foranderlig verden kommer handling før viden – altid. Fokusér derfor på at blive en mester i arbejdet med prøvehandlinger; de små hurtige eksperimenters kunst
  • Diversitet og uenighed frem for konformitet og konsensus – du har brug for perspektiver – og mange af dem, hvis du ønsker at blive klogere på en uregerlig, dynamisk og paradoksal virkelighed

Men det er min erfaring, at det er nemmere sagt end gjort. For ovenstående bevidstheder forekommer i høj grad ulogiske i forhold til det de fleste har lært – og hvad man allerede praktiserer hver dag i sin organisatoriske virkelighed.

Paradokset – i vores organisationer og samfund – er, at sikkerheden og visheden dyrkes intensivt, samtidig med at det gang på gang understreges, at alting er under (hastig) udvikling og forandring. Vi bruger enhver lejlighed til at forsøge at eliminere tvivlen og usikkerheden for at investere i vores egne foretrukne fremtidsscenarier. Og måske dyrker vi sikkerheden, netop fordi vi føler at den er fraværende? Måske hiver vi igen og igen de langsigtede – og præcist beskrevne – strategier og handlingsplaner frem som et psykologisk værn mod vores egen angst for det uvisse her og nu – og i mindre grad fordi vi tror på at den planlagte fremtid rent faktisk bliver til noget?

På det individuelle niveau sker der ofte det, at når vi står i situationer med en høj grad af uforudsigelighed og uvished – og begynder at arbejde med disse bevidstheder til at slippe kontrollen – ja, så bliver vi helt naturligt konfronteret med fænomener som eksempelvis tab af mening, angst, stress, vrede, afmægtighed, nedtrykthed, frustration og ensomhed (blot for at nævne nogle få). Og den naturlige reaktion vil for langt de fleste være at kæmpe imod og forsøge at genvinde kontrollen ved fx at gribe til velkendte løsninger, der tidligere har vist deres værd (men som nu ikke længere slår til).

Vi mangler med andre ord en psykologi, der i praksis kan understøtte omsætningen af ikke at arbejde med en ideel fremtid, ikke at arbejde med specifikke mål, ikke at tage afsæt i eksisterende viden og ikke at bygge vores beslutninger på konsensus. En psykologi, der kan hjælpe os med at slippe kontrollen på intelligente måder og udvikle vores antiskrøbelighed – på et individuelt, for ikke at tale om et organisatorisk og samfundsmæssigt, niveau.

Nøglen ligger i psykologien

”If you accept that the universe is uncontrollable, you’re going to be a lot less anxious” (Albert Ellis, “The Antidote”).

Hvad vil der ske hvis vi introducerer centrale opmærksomheder og greb fra en terapiform, der med stor succes formår at skabe adfærdsændringer hos personer med eksempelvis angst, PTSD, depression og misbrug – til ledere og organisationer, der hver dag er udfordret af kompleksitetens kviksandsituationer? Vil vi kunne etablere det afgørende (psykologiske) afsæt for at realisere det praktiske arbejde med at slippe kontrollen på nye produktive måder i en dynamisk virkelighed?

Psykologien, som jeg har i tankerne er ACT – Acceptance and Commitment Therapy. Det er en videnskabeligt baseret (kognitiv adfærds) terapiform, der inden for de sidste ca. 10 år har opnået større og større udbredelse. Det særlige ved ACT er, at den udfordrer de gængse opfattelser i det meste af den vestlige psykologi, som kort fortalt går ud på at symptomreduktion er det centrale udgangspunkt for at kunne leve et bedre liv.

Her har ACT en anderledes no bullshit tilgang: Det handler ikke om at have det godt følelsesmæssigt, det handler om at føle, hvad man føler, uden at kæmpe med det. Eller sagt på en anden måde: Vi vil – hvad enten vi vil det eller ej – konstant blive konfronteret med uforudsigelige kviksandsituationer, hvor vi bliver nødt til at arbejde – og bedrive ledelse – på nye – og ofte ulogiske – måder. Dette vil, for rigtig mange af os, uundgåeligt medføre en konfrontation med svære tanker og følelser som fx tab af mening, angst, vrede, afmægtighed og frustration.

ACT vil sige at disse tanker og følelser er helt normale. De vil altid være der i en eller anden udstrækning og form, og i stedet for at forsøge at bekæmpe dem, distancere os fra dem og kontrollere dem, skal vi i stedet arbejde på at acceptere dem, skabe en ny (tryg) relation til dem og ufortrødent blive ved med at handle på de tidligere nævnte guidende bevidstheder (i modsætning til at bruge al vores energi og fokus på stædigt at holde fast i vores gamle kontrolagenda).

Antiskrøbelighed – et spørgsmål om psykologisk fleksibilitet

Det centrale omdrejningspunkt i ACT udgøres af begrebet psykologisk fleksibilitet, som samtidig kan opfattes som en slags opskrift på hvordan man kan opbygge sin antiskrøbelighed. Psykologisk fleksibilitet er en proces – noget vi hele tiden kan forstærke, forfine og træne. Lidt smart sagt kan man sige at psykologisk fleksibilitet går ud på at være til stede, være åben og gøre det, der er vigtigt (Russ Harris, ”ACT made simple”).

Og særligt to grundlæggende psykologiske processer er med til at spænde ben for vores psykologiske fleksibilitet/antiskrøbelighed. Den ene er kognitiv fusion, dvs. det, at vi har en tilbøjelighed til at blive fanget af, viklet ind i eller holde fast i vores tanker (om eksempelvis kontrol), fx; ”Jeg må være i stand til at forudsige alt til alle tider – ellers er jeg inkompetente”, eller; ”De ting, jeg beskæftiger mig med skal være kontrollerbare og ikke rodede og usikre – for ellers er livet forfærdeligt”, eller; ”Vi bliver nødt til at stræbe efter stabilitet for ellers er vi ineffektive og uduelige” osv.

Den anden psykologiske proces, der ofte kommer på tværs af vores ambition om at udvikle antiskrøbelighed, er oplevelsesmæssig undgåelse; dvs. den konstante kamp for at undgå, undertrykke eller slippe af med uønskede tanker, følelser og erindringer. For eksempel de tidligere omtalte følelser omhandlende tab af mening, angst, vrede og afmægtighed, som er helt naturlige, når vi bliver konfronteret med en høj grad af uvished og uforudsigelighed (kviksandsituationer). Ledere kan eksempelvis bedrive (ubevidst) oplevelsesmæssig undgåelse ved at fokusere ensidigt på etablerede procedurer og rutiner (i forsøget på at ”undgå” kviksandsituationer); trække sig tilbage; skælde sig selv ud eller give andre skylden for deres fejlslagne strategier og handlinger.

”Kuren” i forhold til ovenstående er ifølge ACT defusion og accept. To kernebegreber i udviklingen af psykologisk fleksibilitet (og antiskrøbelighed).

Defusion handler om at ”give slip”, ”træde tilbage”, ”distancere os”, ”adskille os”, ”frigøre os”, ”droppe historien” i forhold til vores tanker, forestillinger og erindringer. I stedet for at blive fanget af vores tanker træder vi tilbage og iagttager dem. Vi ser vores tanker som det, de er – ikke andet end ord og billeder (Russ Harris, ”ACT Made Simple”).

Accept handler om at ”droppe kampen”, ”blive ved følelsen”, ”lade den være”, ”gøre plads for den”, ”være villig til at have den”. Accept er svært for de fleste, nok fordi det ofte føles som resignation. Men accept handler grundlæggende om at åbne sig op og gøre plads for smertefulde følelser og fornemmelser. Om at stoppe med at kæmpe mod dem, løbe fra dem eller blive overvældet af dem, og i stedet lade dem være. Det betyder ikke, at vi kan lide dem eller ønsker dem. Det betyder ganske enkelt, at vi evner at give de svære følelser plads.

Hvad nu?

Min afsluttende pointe er den, at vi har brug for at introducere nye guidende bevidstheder (og håndværksmæssige greb), hvis vi skal have en chance for at kunne arbejde effektfuldt i en uforudsigelig verden. Bevidstheder som ofte står i skærende kontrast til den måde vi har lært at bedrive ledelse på, idet de alle på en eller anden måde omhandler det at kunne slippe kontrollen.

Men nye bevidstheder – og håndværksmæssige greb – er ikke nok i sig selv. Vi har også brug for en psykologi, der formår at hjælpe ledere og organisationer med at understøtte den praktiske omsætning af det ”håndværksmæssige”, og håndtere de svære tanker og følelser, der uundgåeligt er forbundet med at bedrive ledelse i kompleksitet. Her kan træning af lederes og organisationers psykologiske fleksibilitet være en vej ind til at styrke antiskrøbeligheden og se uforudsigelighed som en ressource.

Artiklen er bragt i Børsen Ledelse